Brugerdefinerede Dolke

Den nøjagtige oprindelse af ordet kendes ikke. Ordet 'dolk' kommer formentlig fra den gamle franske dague eller fra den gamle italienske daga, måske fra den vulgære latinske daca "Dacisk kniv". Ordet dolk kendes fra 14-tallet, hvor dolke konsekvent begyndte at blive skelnet fra sværd.

Længden af ​​en dolk kan variere afhængigt af dens brug og den tradition, den tilhører. En dolks længde varierer hvor som helst mellem 5 og 20 tommer lang. Korte dolke, såsom stiletter, kan kun være 5 inches i længden, mens vikinge-seaxen (som kan kvalificeres som et kort sværd) kan blive over 25 inches i længden.

Kvalitetsdolke er normalt lavet af højstyrkestål, såsom værktøjsstål. Højkulstofstål, såsom mønstersvejset (Damascus) stål, bruges ofte, da denne type stål giver fremragende robusthed og kantfastholdelse, der kræves i dolke. En række værdifulde materialer, såsom ben, elfenben, sjældent træ, ædle metaller og ædelstene, bruges i dolkhåndtag.

Nogle dolke er lavet buede for at udføre en bedre skærebevægelse. Buede klinger er normalt bedre til at skære, end de er til at stikke, fordi de har et længere overfladeareal af klingen, der generelt følger bevægelsen af ​​snittet og derfor er i kontakt med målet længere.

Noblie er lille familieejet værksted. At lave en samlerdolk tager flere måneder. Dolken kan graveres i hånden.

Du kan købe håndlavede dolke på Noblie Kniv butik. Alle Noblie knive og samlerdolke har fremragende materialer og håndværk. At lave en skræddersyet dolk kl Noblie tager flere måneder.

Der er mange dygtige håndværkere og firmaer, der laver gode dolke, da kunsten at lave dolke har en lang og rig historie. Kvaliteten af ​​en dolk kan dog afhænge af en række faktorer såsom de anvendte materialer, design og håndværk og den påtænkte anvendelse af dolk.
Nogle af de mest respekterede og anerkendte dolkmagere findes i regioner, der har en stærk historie med bladfremstillingstraditioner. For eksempel er Japan kendt for sine traditionelle samurai-sværd og knive, mens regioner i Europa som Tyskland og Spanien har en historie med at lave dolke og knive af høj kvalitet.
Nogle af de mest velrenommerede dolkeproducenter i dag inkluderer virksomheder som Boker, Cold Steel, Gerber og Benchmade og selvfølgelig Noblie.
I sidste ende vil den bedste dolk for dig afhænge af dine personlige præferencer og behov. Det er vigtigt at lave din research og nøje overveje kvaliteten, designet og den tilsigtede brug af dolken, før du foretager et køb.

Der er mange typer dolke, der har forskellige designs og anvendelser. Poignarden, den skotske dirk, seaxen og stiletten er nogle eksempler på historiske europæiske dolke. Skyttekniven er et eksempel på det 20. århundredes opfindsomme dolkfremstilling. Bagh nakh, jambiya og keris er nogle eksotiske dolke fra Asien med en klinge, der er buet, bølget eller klo-lignende.

Stiletto er en dolk med et langt slankt blad, primært brugt som stikvåben. Stiletten, der blev udviklet i det 15. århundredes Italien, var en udvikling af misericordia (kniven, der blev brugt til at levere dødsslaget til en døende ridder). Dens slanke klinge tilspidsede gradvist til en nålespids spids, hvilket reducerede friktionen ved indstigning, hvilket gjorde stiletten til en perfekt dolk til at støde og stikke.

Ridderdolken var en tilspidset dolk med et forsænket ansigt og en nedadvendt vagt med perleterminaler, populær gennem middelalderen. Den robuste tilspidsende klinge var god til at stikke, mens den nedadvendte vagt tillod at parere og blokere fjendens slag, hvilket var afgørende i nærkamp. Disse kampdolke blev primært brugt af riddere og krigere, deraf deres navn.

En quillon er en individuel stang på hver side af krydsskærmen. En quillondolk har en vagt med to fremadrettede facetterede quillons. En let nedadvendt vagt er typisk for disse middelalderdolke. De opstod omkring det 12. århundrede og var almindelige for riddere og krigere over en længere periode, selv op til det 18. århundrede. Formen på denne dolks vagt lignede datidens krydsvagter (dobbelt quillon) af ridderlige sværd og var designet til at parere fjendens sværd i nærkamp. Quillondolken blev ofte båret som en ledsager sidearm til et sværd og var populær blandt soldater i forskellige lande, fra normanniske riddere til Cromwell's Roundheads.

Kortet er den persiske dolk med et lige, enægget klinge og et vagtløst fæste. Historisk set blev de båret som hverdagsknive. Disse dolke har blade med en flad tang af samme bredde som bladet, som er dækket med skæl, der traditionelt er lavet af elfenben eller horn. Med sin spids forstærket til at penetrere ringbrynje, blev denne dolk mest brugt som stikvåben.

En dirk er en langbladet støddolk. Historisk set var det Highlanders og skotske officerers personlige sidevåben under Age of Sail. Marinedirken blev oprindeligt brugt som boardingvåben. Med sin lige klinge med en spids spids var den primært udtænkt til at være et stød- eller stikvåben. Historisk set et symbolsk traditionelt og ceremonielt våben for højlandskrigerne, kom dirken ind i flådeceremonierne i det 19. århundrede og bæres i dag som et embedstegn af flådeofficerer i forskellige lande over hele kloden.

En push-dolk, eller push-dirk, er en nærkamp med kortbladet støddolk. Den har et "T"-håndtag, der holdes i lukket hånd for at håndtere stød eller stød. Skubbedolken opstod i det sydlige USA fra det 19. århundrede og var populær blandt civile ejere, fordi det var et let skjuleligt våben. Pushdolke sælges stadig som "taktiske" eller selvforsvarsvåben, især i USA.

Seaxen eller saxen er kendt som vikingedolken. Det er en stor kampkniv eller rettere sagt et kort sværd båret af krigere fra vikingetiden. Denne dolk var enhåndet og enægget, med en smal gennemgående tang og sædvanligvis uden bolster eller pommel. Seaxens klinge var længere og tungere end en normal dolk, men var kompakt nok til at kunne bruges med én hånd, hvilket gjorde den til et praktisk jagt- og kampvåben. Engang udbredt i Nordeuropa, blev seaxen båret af vikingerne, sakserne, anglerne og andre germanske stammer.

En jambiya er en arabisk dolk, der har et kort buet blad med en medial ryg. Det opstod i Yemen og har spredt sig over Mellemøsten og Sydasien. Dens buede klinge er designet til mægtige slashing strikes, mens den centrale kant, der løber hen over bladet på begge sider, giver jambiyaen en fremragende grad af robusthed. I århundreder har jambiya-knive været et symbol på social status i Yemen og andre arabiske lande. Det vurderes, at jambiya kun bør komme ud af skeden i ekstreme tilfælde af konflikt. Denne dolk bruges også i traditionelle begivenheder, såsom danse.

Kataren, en type skubbedolk fra Indien, er den mest berømte og karakteristiske for indiske dolke. Den har et H-formet vandret håndtag med bladet placeret over brugerens knoer. Kataren har normalt et kort, trekantet blad, der er bredt ved fæstet og tilspidser i lige linjer til spidsen. Håndtaget består af to parallelle stænger forbundet med to eller flere tværstykker. Kataren er et kraftfuldt stødvåben, der nogle gange blev brugt mod ringbrynje og kendt som "pansergennemtrængning".

En khanjar er en traditionel kort buet dolk, der stammer fra Oman og har siden spredt sig til resten af ​​Mellemøsten, Sydasien og Balkan. Khanjars klinge har form af bogstavet "J". Engang et forsvarsvåben, i dag bruges khanjaren udelukkende til ceremonielle og praktiske formål. Khanjar, et symbol på national stolthed i Oman, vises på landets flag og valuta. Khanjars er en del af omansk mandlig traditionel påklædning og er et tegn på status: de ædle og velhavende mænd bærer en khanjar lavet af guld eller sølv.

Oprindeligt et enkeltægget våben, i midten af ​​det 18. århundrede havde dirken mere almindeligt et tveægget klinge og blev således lig dolken. I dag er dirken forbundet med flådens ceremonier og statusvåben, mens dolken formelt har en ceremoniel status i nogle hærens enheder. Juridisk er der ingen forskel på en "dirk" og en "dolk": de bruges synonymt og behandles ens i henhold til loven.

Tantoen er den traditionelle samuraidolk: det er en enkelt- eller tveægget dolk med en længde på mellem 15 og 30 cm. Tantoen kan bruges til at stikke eller til at hugge. Denne dolk blev foretrukket af samuraierne til kampe på nært hold, hvor kraftige piercing- eller knivstik var påkrævet. Samurai satte pris på tantoens stærke klinge for evnen til at gennembore panser. I dag har amerikansk og europæisk interesse for japansk kampsport skabt en efterspørgsel efter tantodolken som en vigtig bestanddel af traditionel kampkultur i Østen.

Qama, den kaukasiske lange dolk eller korte sværd, er det traditionelle våben for folkene i Kaukasus og Transkaukasien. Navnet kommer formentlig fra det persiske "ghameh" (et kort tveægget sværd) eller fra det tyrkiske "kama" (dolk). Qama'en har en bred, lige, tveægget klinge og bæres af mænd fra en ung alder. Denne type dolk har normalt ingen krydsskærm. Qama er den traditionelle egenskab for kaukasus-krigerne og også kosakker, der symboliserer heltemod og værdighed. Qama er Georgiens nationale våben.

Dolke med et Obsidian-blad anses for at være de skarpeste i verden. Obsidian-brud med ekstremt skarpe kanter og blev på grund af dette brugt til at fremstille skære- og gennemboringsværktøjer. Obsidian er dog ikke egnet til fremstilling af køkkenknive, da sådanne knive er ekstremt grove og skøre.

I henhold til californisk lov betyder en "dolk" en kniv, der kan bruges som et stikvåben. I Californien skal dolke, dirks og andre skedeknive bæres åbent og kan ikke skjules.
I New York, hvis du bærer en kniv på din person af en eller anden grund, skal du sikre dig, at bladet er kortere end fire tommer.